Vi skal bruge flere end “de frelste”
I Esbjerg Kommune ser projektdeltagerne et stort potentiale i at bruge FleetOptimiser både for deres egen organisation - og for flådestyring og grøn omstilling i det offentlige generelt. Samtidig peger de også på udfordringer i projektet.

I Esbjerg er FleetOptimiser-projektet lige nu forankret i den centrale digitaliseringsafdeling og stilles til rådighed for decentrale driftsenheder fx flådestyringsenheden i direktørområdet Fritid, Sundhed og Omsorg (FSO).
Christian S. Reimers leder det team, som står for flådedriften i FSO og Sune B. Kristensen er digitaliseringskonsulent og sidder centralt i kommunen – de to har sagt ja, til at dele ud af deres foreløbige overvejelser og erfaringer med FleetOptimiser.
Fra dokumentation til simulering
I Esbjerg er fundamentet i orden, for her har man allerede installeret en GPS-tracker (Skyhost) i alle kommunens biler. Det blev gjort for et nogle år siden, og altså inden man gik ind i FleetOptimiser-projektet.
Det er ret forskelligt hvor meget – og om – den information, der kan trackes, er blevet brugt på tværs af kommunen. I nogle dele af organisationen anvendes GPS-data allerede strategisk mens der i andre dele udelukkende er fokus på at dokumentere kørsel - frem for at planlægge den. Data er ofte kun hevet frem i de enkelte tilfælde, hvor det har været nødvendigt, fx for at kunne dokumentere saltning og snerydning på specifikke steder.
Arbejdet med FleetOptmiser i Esbjerg er derfor også arbejdet med at gå fra bagudrettet dokumentation og til fremadrettet simulering, der kan give en reel værdi for organisationen og for den grønne omstilling.
Men lige nu er Christian og Sune og deres kolleger i en fase, hvor de er ved at ved at lære værktøjet at kende:
- Hvordan kan FleetOptimiser bruges aktivt som et redskab i driften?
- Hvad skal det kunne i fremtiden for at bidrage optimalt?
- Kan vi fx - ud over at simulere kørselsbehov og flådesammensætning - også finde data på, hvor kommunen bør opsætte lade-standere?
Det er nogle af de perspektiver, der arbejdes med.
Data, sund fornuft og organisatoriske benspænd
Christian, der er teamleder i FSO, har fokus på driften og ser et kæmpe potentiale i, at FleetOptimiser bidrager ved at levere data, der fungerer som reelle input til økonomiske beslutninger:
Vi skal væk fra, at beslutninger kan tages på baggrund af ”synsninger” og hen til en accept af, at digitale værktøjer kan bidrage med noget fakta, som er vigtig i en beslutningsproces.
Men selvom data fra FleetOptimiser er meget værd, kan de dog ikke svare på alt. FleetOptimiser er et værktøj, man kan støtte sig til, men der er også en virkelighed i en kommune, hvor man må bruge, det som Christian og Sune kalder, ”sund fornuft”. Fx kan bilflåden ikke deles på tværs af en organisation én til én, for alle biler er ikke ens og dækker ikke de samme (special)behov. Der kan også være brug for en overkapacitet på nogle områder, fordi man skal stå til rådighed og kan opleve spidsbelastninger.
Der skal altså tages nogle specifikke hensyn i den daglige drift og et af de oplagte spørgsmål er, hvordan et digitalt værktøj kan bearbejdes til at vise disse hensyn?
Et andet spørgsmål har at gøre med skalering. Som Sune siger:
Jeg har lige nu kun ”de frelste” med mig. Hvis vi skal have det fulde potentiale, skal vi have flere med.
Biler skal tænkes til rådighed som ressourcer på tværs af organisationen, før det virkelig rykker noget. Man skal kunne dele biler mellem forvaltninger for at få det fulde udbytte. Det er en organisatorisk udfordring, som mange kommuner sikkert genkender.
Det er også en løsning, der skal ”masseres langsomt ind” i organisationen. Lige nu er Esbjerg et sted, hvor man stiller FleetOptimiser til rådighed til de, der i forvejen har trackere installeret, som et tilbud og et værktøj, der bygger ovenpå.
På vej mod mere moden flådedrift
Men hvad får Esbjerg Kommune ud af at være med i FleetOptimiser-projektet?
Her fremhæver Christian og Sune, at projektet giver en naturlig erfaringsudveksling mellem kommuner om drift af bilflåder - og at det er en kæmpe gevinst at få de mange perspektiver på kommunal bildrift med. Som Christian formulerer det:
Flådedrift har været ret umodent mange steder. Erfaringsudvekslingen kommer til at gavne det offentlige, fordi det kommer til at modne flådedriften generelt.
Desuden fremhæver de i Esbjerg fordelen ved at være med til at udvikle værktøjet og at få lov til at komme med input til, hvad det skal kunne for at danne baggrund for beslutninger.
Selvom der både skal udvikles og implementeres, så kan de allerede nu lave en simulering, der viser hvad Esbjerg Kommune udleder i CO2, og det giver noget fakta, som kan bruges til planlægning, men også til at imødekomme det øgede krav om dokumentation, som helt sikkert kommer på klimaområdet i fremtiden.
Hvis du vil vide mere om brugen af FleetOptimiser og flådedrift i Esbjerg er du velkommen til at kontakte digitaliseringskonsulent Sune B. Kristensen, sbrkr@esbjerg.dk eller teamleder Christian S. Reimers, chsh@esbjerg.dk