Gå til hovedindhold

Norddjurs gearer op på flådestyring

Ved hjælp af FleetOptimiser-projektet er Norddjurs Kommune på kort tid gået fra ikke at have nogen former for flådestyring - og til at have det specifikt skrevet ind i budgetaftalen for 2024.

  • Læs op

Indhold

    Det tog et par måneder i FleetOptimiser-projektet, før Norddjurs Kommune fik hul igennem, men derefter er det gået stærkt. De er gået fra ikke at have nogen former for flådestyring eller beslutning herom, til at flådestyring i medio 2023 blev skrevet ind i budgetaftalen for 2024. I marts 2024 var der installeret GPS’er i samtlige hjemmeplejebiler, med flere på vej, bl.a. i en stor pulje minibusser, som kommunen administrerer.

    Nicklas Healy, råderumsprojektleder og Jacob Dietrich Petersen, udviklingskonsulent har altså løbet stærkt de sidste 6 måneder, og inden længe har de data på deres køretøjer i FleetOptimiser, som skal hjælpe dem med at optimere deres flåde og organisering fremadrettet. Det på trods af, at Norddjurs faktisk ikke helt vidste, hvad de sagde ja til, da de gik med i projektet for et års tid siden – og at de faktisk var en anelse skeptiske overfor de resultater, projektet præsenterede. Det har dog ændret sig løbende, og i dag er de glade for, at de så deres nabokommune, Syddjurs, over skulderen, og hoppede med ombord.

    Fra venstre: Nicklas Healy, Jacob Dietrich Petersen og Bettina Andersen

    Fra excel-ark til flådestyring

    Norddjurs Kommune gik ind i projektet uden nogen form for flådestyring eller data på deres ca. 250 biler og minibusser. Faktisk var deres primære værktøj til at holde overblik over flåden flere forskellige Excel-ark med forsikringsoverblik. At de gik i gang med flådestyring var en politisk beslutning, og det var baseret på de potentielle økonomiske gevinster ved optimering af bilflåden, som der var så mange gode eksempler på i projektet. I dag er også klima en vigtig ”driver” for projektet, og bl.a. er projektet skrevet ind i udkastet til deres nye klimaplan.

    At de har kunnet rykke så hurtigt i Norddjurs, skyldes flere faktorer. Bettina Andersen, økonomidirektør, fremhæver bred ledelsesopbakning og et sideløbende økonomisk råderumsprojekt som betydningsfulde. Jacob fremhæver netværket med andre projektmyndigheder som helt afgørende, fordi de har kunnet trække på andres erfaringer. Det har bl.a. betydet, at Jacob og Nicklas har været meget velforberedte på dialogen om montering af GPS’er og bekymringer om overvågning - og eventuelle udfordringer er blevet håndteret allerede inden, de er opstået.

    I processen det seneste halve år er særligt to ting kommet bag på Nicklas og Jacob:

    • De har ikke mødt modstand fra medarbejderne ift. at montere GPS’er i køretøjerne, hvilket de ellers forventede baseret på projektgruppens erfaring
    • Hjemmeplejen har overhalet dem indenom og planlagt cykelruter uden at have en eneste cykel. Norddjurs er en landkommune, og de havde set for sig, at det ville blive en udfordring at introducere cykler

    Tillid og dialog har været vigtigt for Nicklas og Jacob i deres samarbejde med fagområderne, og det er da formentlig også medvirkende til den medvind, de har oplevet i forbindelse med introduktionen til projektet.

    Norddjurs tester lige nu Citroen Ami i hjemmeplejen, og indtil videre er medarbejderne meget begejstrede for den "lille fætter". Den kommer derfor til at indgå i simuleringer i FleetOptimiser på lige fod med elcykler.

    Her er de nu                              

    Norddjurs kører i dag med flere spor, som de vil bruge FleetOptimiser til:

    • Analyse af det reelle kørselsbehov i hjemmeplejen, herunder både kørsel der i dag er dækket af kommunens biler og medarbejderkørsel
    • Smartere brug af minibusser, som de har en hel del af, da kommunen er ansvarlige befordring af kommunens specialskoleelever.

    I 2024 vil kommunen fokusere på at få skabt en rigtig god business case på baggrund af analyser i FleetOptimiser, som skal danne grundlag for budgetforliget i 2025. En fuld indfasning forventes først i 2026. Ambitionen er en optimering på 10-15%, og derudover kommer klimagevinsten.

    Selvom det ser lyst ud, er Bettina, Jacob og Nicklas meget opmærksomme på, at det også kan blive svært. Som de selv påpeger, kan det stadig være, der ikke sker noget, hvis ikke der træffes nogle beslutninger.

    Om projektet

    Adspurgt hvilken betydning projektet har haft fra Norddjurs, siger Jacob:

    "Vi havde ikke selv ressourcerne til at gå i gang, og hvis ikke projektet havde rakt ud, så var Norddjurs ikke kommet i gang endnu."

    Jacob Dietrich Petersen

    Norddjurs er glad for at have haft erfaringer at trække på. Nu vil de meget gerne levere noget tilbage, og det er bl.a. derfor, de deler deres historie.

    Vi glæder os meget til at følge flådestyringsrejsen det næste år – og til at lave en opdatering her på hjemmesiden, når Norddjurs er kommet længere med at bruge FleetOptimiser 😊

    Sidst opdateret: 3. april 2024