Tilslutning til OS2FleetOptimiser
Fra 2025 bliver FleetOptimiser en del af OS2, og jeres organisation kan være med i fællesskabet! Læs mere her.
FleetOptimiser flytter ind i OS2 fra januar 2025. Med OS2 får værktøjet og netværket nemlig gode rammer til at fortsætte udviklingen af og erfaringsnetværkene omkring FleetOptimiser.
Nedenfor kan du bl.a. læse mere om hvad OS2FleetOptimiser er, rammerne for den fremtidige organisering og hvorfor det er en god idé at tilslutte sig allerede nu, så I kan være klar når kalenderen skifter til 2025.
FleetOptimiser er en klimateknologi, som understøtter optimering og omstilling af køretøjsflåden i offentlige myndigheder ved hjælp af kunstig intelligens. Værktøjet er målrettet Fleet Managers, kørselskoordinatorer, datakonsulenter mfl., og kan bruges til at simulere på mange forskellige typer kørsel – alt fra administrativ kørsel, kørsel i teknik, miljø vej og park, bostøtte, turkørsel på skoler og i dagtilbud samt hjemme- og sygepleje.
Værktøjet anvender moderne allokeringsalgoritmer til at optimere flådesammensætning og tildelingen af køretøjer til ture. Datagrundlaget er GPS-data fra et flådestyringssystem eller andet dataopsamlingsmodul, fx OS2iot, som via API bliver overført til FleetOptimiser en gang i døgnet.
FleetOptimiser er udviklet og skaleret gennem fire år fra 2021-2024, først som et AI-signaturprojekt og herefter som en del af Digitaliseringsstyrelsens tilskudspulje for nye teknologier. Værktøjet er udviklet i et brugerdrevet samarbejde mellem 14 offentlige myndigheder og leverandørerne Droids Agency og Qampo, hvor funktionalitet løbende er tilføjet og forbedret. Læs mere om hvad FleetOptimiser kan, her.
OS2FleetOptimiser bliver brugt i mange forskellige sammenhænge og gennem tiden er der høstet klima- tids- og økonomiske gevinster ved at bruge værktøjet. Nedenfor har vi samlet et par eksempler på hvordan løsningen indtil videre har understøttet omstillings- og optimeringsarbejdet:
- En forvaltning i en kommune har i løbet af 2024 udfaset 14 dieseldrevne 9-personers busser, svarende til 20% af flåden. En del, men ikke alle, erstattes af nye eldrevne alternativer, og flere afdelinger vil fremover dele de nye busser, hvormed der bliver behov for færre køretøjer end før
- En kommune har opnået mærkbare tidsbesparelser på dataanalysearbejdet, efter implementeringen af OS2FleetOptimiser, hvor visuelle kørselsanalyser kan genereres på få minutter
- En forvaltning i en kommune bruger OS2FleetOptimiser til at understøtte dialogen om optimering af flåden. Gennem dialoger, understøttet af data, er antallet af nyindkøb minimeret, da de med data har kunnet vise at der allerede er tilstrækkelig kapacitet i flåden til at dække kørselsbehovet
- En kommune har identificeret overkapacitet i flåden på 20%, som løbende vil blive udfaset, parallelt med at der omstilles til elbiler det kommende år
- En forvaltning i en kommune reducerede et konkret indkøb af nye køretøjer med 13 biler, svarende til 30%, ift. oprindeligt estimeret, da simuleringer med OS2FleetOptimiser viste at der i forvejen var overkapacitet i den eksisterende flåde.
OS2 - Offentligt digitaliseringsfællesskab er en forening som har til formål at sikre en governance ramme for open source-udvikling i det offentlige samt muliggøre teknisk udveksling og videndeling. OS2 er et åbent fællesskab. Den bagvedliggende filosofi skal fremme samarbejde, deling og digital udvikling af relevante løsninger. Der er pt. 25 produkter under OS2-fællesskabet. Læs mere om OS2 her.
For OS2FleetOptimiser etableres et produktsekretariat, som sikrer diverse koordinering mellem leverandør og anvendere, sekretariatsbetjening af styregruppe, koordinationsgruppe og brugergruppe, sparring ifm. opstart og onboarding samt planlægning af møder og arrangementer for FleetOptimiser-fællesskabet. Sekretariatet finansieres via en del af produktlicensen, som bruges til at frikøbe ½ årsværk i Aarhus Kommune - 3/4 i 2025.
Der er flere fordele ved at tilslutte sig OS2FleetOptimiser allerede nu, så I er klar til at være med fra 2025. Vi har listet de vigtigste argumenter op herunder, som I kan tage med i jeres betragtninger.
- I bliver en del af et stærkt og kompetent fællesskab, som har stor erfaring med brug af FleetOptimiser, optimering og grøn omstilling af køretøjsflåder.
- I bliver modtaget af et mentorkorps, som er klar til at hjælpe jer i gang og dele erfaringer med optimering og omstilling med FleetOptimiser
- Licensomkostningerne er lavere i 2025 da der overføres tilskudsmidler fra Digitaliseringsstyrelsen fra 2023 og 2024, som bruges til delvis finansiering af produktsekretariatet.
- De første fem nye myndigheder der tilslutter sig, får betalt de tekniske onboarding-udgifter på 50.000 DKK
- Jo flere vi er, jo billigere bliver det for hele fællesskabet. Vi får nemlig rabat hos leverandøren af FleetOptimiser hvis vi bliver 15+ anvendere. Derudover bliver der flere midler, som kan bruges til videreudvikling af FleetOptimiser. Så kender I nogen i andre myndigheder, som bør være med i fællesskabet, så prik endelig til dem!
Synes I også, det lyder tiltalende? Så rul ned på siden under "Dokumenter til tilslutning til OS2FleetOptimiser" og find tilslutningsaftalen, som I skal udfylde, for at blive en del af fællesskabet og dermed også en del af et netværk af søde og meget kompetente folk der ved alt om FleetOptimiser, flådeoptimering og grøn omstilling.
Prisen for at blive en del af OS2FleetOptimiser-fællesskabet i 2025 afhænger af antallet af køretøjer I ønsker at kunne simulere på. Det årlige vederlag dækker alt fra hosting, supportaftale, vedligehold og løbende compliance til udviklingsmidler, bidrag til drift af produktsekretariat og finansieringsbidrag til OS2's fælles sekretariat. Alle priser er opgivet pr. år ekskl. moms. Priserne stiger en anelse i 2026, da overskydende projektmidler dækker en del af udgifterne i 2025. Se takstbladet for detaljer.
Antal køretøjer | Vederlag, medlemmer af OS2 | Vederlag, ikke-medlemmer af OS2* |
1-199 Køretøjer | 93.740 | 111.800 |
200-399 Køretøjer | 115.540 | 137.800 |
400-599 Køretøjer | 137.340 | 163.800 |
600-999 Køretøjer | 159.140 | 189.800 |
1000-1400 Køretøjer | 180.940 | 215.800 |
Følgende er ikke inkluderet i det årlige vederlag:
- Opstart og teknisk onboarding, integration til single sign-on mv., afregnes direkte med leverandør: 50.000 kr. (engangsbeløb)
- Supporttimer, afregnes direkte med leverandøren: 1000 kr./time
I kan finde en udspecificering af priserne i takstbladet under "Dokumenter til tilslutning til OS2FleetOptimiser".
Der betales et år forud 1. januar. Ved tilslutning 1. juli eller senere betales 50% af vederlaget for perioden fra tilslutning til årsskiftet.
På siden Vil din organisation arbejde med intelligent flådestyring?, kan I desuden finde en skabelon til en business case, hvor I kan beregne hvor mange køretøjer I skal spare for at opnå break even ift. drifts- og licensomkostningerne til FleetOptimiser og et flådeoptimeringssystem.
*Jeres organisation kan sagtens blive en del af OS2FleetOptimiser-fællesskabet uden at være medlem af OS2. Som det fremgår af tabellen, er licensprisen for OS2FleetOptimiser højere for ikke-medlemmer af OS2. Derfor kan det muligvis godt kan give mening at melde sig ind i OS2 hvis I ikke allerede er det. Se en oversigt over medlemskontingentet til OS2 samt om jeres organisation allerede er medlem af OS2 her.
Med over tre år i bagagen, først som AI-signaturprojekt og siden som skaleringsprojekt, har vi efterhånden indsamlet mange erfaringer med at komme godt i gang med OS2FleetOptimiser, som jeres organisation forhåbentlig kan få gavn af allerede nu, I jeres forberedelser til at implementere løsningen. De vigtigste erfaringer har vi samlet i ét overblik i en Sway på siden Vil din organisation arbejde med intelligent flådestyring?
Overblikket er opdelt i tre hovedtemaer:
- Forberedelse til teknisk implementering
- Organisering
- Økonomi og beslutning
Herunder kan du finde en oversigt over hvilke myndigheder, som allerede har tilsluttet sig OS2FleetOptimiser for 2025. Oversigten opdateres løbende.
Aalborg Kommune
Aarhus Kommune
Esbjerg Kommune
Favrskov Kommune
Hedensted Kommune
Helsingør Kommune
Holbæk Kommune
Kerteminde Kommune
Region Midt
Slagelse Kommune
Syddjurs Kommune
Sønderborg Kommune
Passive medlemmer: Ringsted Kommune
Dokumenter til tilslutning til OS2FleetOptimiser
Her kan du finde de dokumenter I skal bruge, for at tilslutte jer OS2FleetOptimiser-fællesskabet. Derudover kan I finde en udspecificering af priserne, hvis I har brug for at få overblik over hvad taksterne omfatter.
Kontakt
Projektleder
Sofie Buhl
Telefon: 40 31 68 15
Mail: sofbu@aarhus.dk